LAW

Nyheder

16.10.2016

Maersk i mediernes søgelys

Henover weekenden er Mærsk blevet konfronteret med spørgsmål fra danske medier om, hvordan flere af deres tidligere skibe er havnet på en strand nord for Chittagong, Bangladesh. Historien er baseret på et samarbejde mellem Danwatch, Politiken og TV2 og er endnu en gang udtryk for, at virksomhederne altid er i risiko for en mediestorm, når de ikke formår at identificere, håndtere eller løbende følge op på deres menneskerettighedsrisici.

At dette også kan ramme Mærsk, der omtaler skibsophugning som et indsatsområde på sin hjemmeside (se http://www.maersk.com/en/the-maersk-group/sustainability/we-will-not-stand-by-and-wait-for-global-regulation) og ofte betragtes som en foregangsvirksomhed, viser, at virksomheder konstant må følge op på sine identificerede risici, også selv om man har en eventuel kontraktklausul eller ikke nødvendigvis mener, at man kan påvirke sine forretningsrelationer.

Mærsk har i medierne forklaret, at skibene er havnet på den berygtede strand på trods af de eksisterende foranstaltninger hos Mærsk. Mærsk har også forklaret, at i forhold til det ene skib, så solgte man det for flere år siden til North Sea Production Company, som Mærsk ejer halvdelen af, og derfra er det videresolgt til en cash buyer med henblik på ophugning. I forlængelse af dette eksempel, har Danwatch, Politiken og TV2 også offentliggjort, at flere andre skibe, som Mærsk har charteret, er havnet på samme strand. Mærsk har ifølge medierne henvist til, at Mærsk ikke har mange muligheder for at påvirke ejeren af sådanne skibe, også selv om at Mærsk, efter det oplyste, i sine aftaler om disse chartrede skibe har ønsket, at man skulle have en højere pris for det ophuggede stål end man normalt ville kunne få på det pågældende tidspunkt.

I medierne er forholdet om det videresolgte skib rigtignok blevet behandlet som det ansvar virksomheder har ifølge FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv til, at man i hele værdikæden – altså også når man videresælger et skib – sikrer sig, at internationale anerkendte menneskerettigheder respekteres.

Alligevel rejser disse sager ikke alene spørgsmål om værdikæden, men viser mange af de forskellige aspekter af virksomhedernes ansvar, som ikke ses at være adresseret i medieomtalen.

Set ude fra, synes der at være knapt så meget fokus på, at virksomheder også har ansvar for de beslutninger, der træffes i et joint venture eller anden form for samarbejde, man indgår i. Man kan således ikke deponere sit ansvar ved at henvise til, at det er et andet firma, som har truffet beslutningen, når man har en vis indflydelse på arbejdsgange og beslutninger i den forbindelse. Så selv om det måske ikke er en beslutning, Maersk har truffet, så må det forventes, at Maersk sikrer sig, at beslutninger, der træffes i joint venture selskabet flugter med Maersk egne principper samt FNs retningslinjer, og at bestyrelsen i joint venture selskabet har sikret sig, at køberen af skibet også efterlever samme principper. Det kunne derfor være interessant ikke blot at høre, hvordan Maersk kontraktretligt i fremtiden vil sikre sig, men også hvordan Maersk i gennem sin deltagelse i eksempelvis i joint ventures sikrer sig, at menneskerettigheder respekteres.

Virksomhederne må endvidere forholde sig til alle sine forretningsrelationer, herunder hvem man tør blive associeret med, samt sin forretningsmodel. Hvis man som en del af sin forretningsmodel forsøger at motivere sine forretningsrelationer til at vælge løsninger, der øger menneskerettighedsrisici, vil dette ikke ligefrem harmonere med udsagn om, at man vil respektere menneskerettigheder.

Endelig rejser denne som andre sager spørgsmålet om, hvilken værdi CSR-rapporter og CSR-oplysninger på virksomheders hjemmesider har, der jo er del af virksomhedernes markedsføring og profil i forhold til investorer, hvis der kan sættes væsentlige spørgsmålstegn ved disse oplysningers troværdighed.

Sagen med Mærsk og tidligere sager dokumenteret af blandt Danwatch bidrager til at få indsigt i, at for danske virksomheder er respekt for menneskerettigheder og due diligence processer ikke blot noget, der vedrører leverandørkæden i forbindelse med navnlig vareproduktion, men at det skal forstås meget bredere.