Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd tager stilling til indholdet af virksomheders ansvar i forhold til leverandørkæden
Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd har den 17. oktober 2016 offentliggjort en udtalelse, der tager stilling til indholdet af virksomheders ansvar i forhold til leverandørkæden. En udtalelse, der kan få international opmærksomhed.
Mæglings- og Klageinstitutionen for Virksomhedsadfærd (MKI) er Danmarks nationale kontaktpunkt for de såkaldte OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder. Oprettet i 2012 med det formål at behandle klager om overtrædelser af retningslinjerne, har der længe været forventninger om, at MKI måtte komme med udtalelser, der kunne afklare nogle af de væsentligste punkter for virksomheders ansvar blandt andet i forhold til respekt for menneskerettigheder.
De få hidtidige, og endelige, udtalelser har knapt berørt nogle af de væsentligste temaer, som også kendes fra FNs retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, herunder hvad ligger der i begrebet due diligence (nødvendig omhu), og hvori består eksempelvis danske virksomheders ansvar for leverandørers handlinger eller mangel på samme. Dette gælder dog ikke kun for MKI, idet det er en forudsætning for de nationale kontaktpunkters arbejde, at sager indbringes for dem, og at den indklagede virksomhed også bidrager til sagens oplysning.
Så selv om potentielle overtrædelser af OECDs retningslinjer således kan vurderes af en række nationale kontaktpunkter, har praksis været meget sparsom. Dermed er det også svært for virksomheder at forholde sig til hvad, der ligger i kravene. Praksis fra nationale kontaktpunkter må trods alt antages at have en vis vægt.
I en udtalelse i sagen Clean Clothes Danmark og Aktive Forbrugeres klage over PWT Group A/S offentliggjort den 17. oktober 2016, har MKI taget et skridt ud af det mørke. For første gang har MKI afgivet en udtalelse, der, ud fra nogle konkrete omstændigheder, drøfter, hvad der ligger i at arbejde med processer for nødvendig omhu for at leve op til OECD’s retningslinjer.
Udtalelsen, der kan findes på http://virksomhedsadfaerd.dk/file/628041/maeglings-og-klageinstitutionen-endelig-udtalelse.pdf, omhandler virksomheden PWT Group A/S’ ansvar i forhold til sin underleverandør, tekstilproducenten New Wave Style Ltd. New Wave Style lå i Rana Plaza-bygningen i Dhaka, Bangladesh. Det var den bygning, der styrtede sammen tilbage i april 2013, og hvor over 1100 personer omkom og flere end 2000 personer blev såret. PWT Group (PWT) er kendt for at eje herretøjskæderne Tøjeksperten og Wagner med butikker i hele Skandinavien.
Klageren ønskede, at MKI skulle tage stilling til tre punkter, herunder at PWT skulle indbetale et beløb til den oprettede ILO fond til ofrene. Dette sidste punkt ville MKI dog ikke forholde sig til, idet PWT allerede havde indbetalt ikke uvæsentlige beløb til anerkendte støtteorganisationer.
MKI skar derfor sagen til og ville alene tage stilling til om, hvorvidt der forelå en eventuel overtrædelse af OECD’s retningslinjer samt udtale sig om, hvordan virksomheden kunne udbedre eventuelle negative indvirkninger.
Sagen indeholder derfor det klassiske spørgsmål om håndteringen af virksomheders ansvar i forhold til leverandørkæden, som desværre kun sjældent er belyst grundigt af de nationale kontaktpunkter (det nærmeste, man måske ville komme det, er en afgørelse fra det tyske kontaktpunkt, der også omhandler forhold i Bangladesh, se http://www.bmwi.de/English/Redaktion/Pdf/oecd-ac-final-statement-kik,property=pdf,bereich=bmwi2012,sprache=en,rwb=true.pdf)
MKI fastslår indledningsvis ”at nødvendig omhu betegner de processer som virksomheden forventes at have på plads for dels at kunne identificere de områder, hvor der er risiko for, at den kan have en negativ indvirkning, dels for at kunne forebygge og afhjælpe eventuel negativ indflydelse – og endeligt at kunne redegøre for virksomhedens indsats for at håndtere negativ indvirkning.” Endvidere omfatter nødvendig omhu pligten til at identificere, forebygge og afhjælpe aktuelle og potentielle negative indvirkninger… Der er forskel på, hvordan nødvendig omhu skal implementeres i egen virksomhed og ift. leverandører”. I forhold til leverandører skal virksomheden ”søge at forebygge eller afhjælpe negative indvirkninger de ikke har bidraget til, men hvor de negative indvirkninger er direkte forbundet med virksomhedens aktiviteter, produkter eller serviceydelser via en forretningsrelation.”
MKI tog herefter stilling til tre punkter, hvoraf de to var:
- Hvorvidt indklagedes aktiviteter er direkte forbundet med New Wave Style
- Hvorvidt indklagede har udvist nødvendig omhu i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder?
I forhold til det første punkt konstaterede MKI, at der var en direkte forbindelse mellem PWTs aktiviteter og New Wave Style, uanset at det ikke var godtgjort, at PWT faktisk fik produceret noget på fabrikken, da ulykken skete. PWT var derfor forpligtet til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at søge at forebygge eller afhjælpe negative indvirkninger hos leverandøren.
I forhold til det andet punkt blev det afgørende om, hvorvidt PWT kunne fremvise dokumentation og redegøre for sin nødvendige omhu. MKI vurderede, at PWT ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden på ulykkestidspunktet havde etableret processer for nødvendig omhu med henblik på at forebygge og afhjælpe risici for negative indvirkninger hos sine leverandører, herunder New Wave Style. Desuden fandt MKI, at virksomhedens beslutnings- og risikostyringssystemer og de i relation til New Wave Style på ulykkestidspunktet gennemførte tiltag ikke levede op til retningslinjernes forpligtelser til at forebygge og afhjælpe aktuelle og potentielle negative indvirkninger.
Endelig, og i denne forbindelse en vigtig bemærkning, konstaterede MKI, ”at udvisning af nødvendig omhu i relation til en forretningsforbindelse i Bangladesh var særligt påkrævet, da kritisable arbejdsforhold i store dele af tekstilsektoren i Bangladesh var kendte og rapporterede.” Det vil sige, at der heri ligger et krav om, at man som virksomhed skal være særlig opmærksom, når der foreligger oplysninger om, at en sektor i et land er særlig udsat.
Endvidere bemærker MKI, at ”systematisk arbejde med nødvendig omhu hos leverandører bør omfatte følgende: krav til leverandører i form af CSR-politik, anmodning til leverandører om selvevaluering baseret på en risikoanalyse, gennemgang af selvevalueringer med henblik på at bestemme hvilke forhold der skal kontrolleres (her tages desuden højde for leverandørens betydning og branche- og landrisici), rapportering om resultater og opfølgning.”
Senere anbefaler MKI, at ”PWT bør gennemgå sine leverandørers selvevalueringer sammenholdt med en analyse af branche- og landerisici og på den baggrund udvælge, hvilke forhold, der skal kontrolleres.” PWT Group bør ”rapportere og kommunikere om dette arbejde og om hvilke tiltag, der er gennemført hos leverandøren for at forebygge potentielle risici”. PWT blev sluttelig anbefalet at arbejde videre med systematisk at indarbejde virksomhedens Code of Conduct i ledelses- og risikosystemerne.
Fra ovenstående bemærkninger, synes MKI at tilslutte sig et princip, hvorefter en virksomhed i sit arbejde med leverandører kan prioritere sine indsatser mod de leverandører, der må anses for at være de mest risikable, ligesom man, med udgangspunkt i en analyse, kan beslutte sig for at følge op på bestemte forhold og prioritere disse. Udtalelsen synes således at præcisere, hvordan man udvælger leverandører ud fra en risiko-analyse og i mindre grad, hvordan man sammen med en leverandør kan afhjælpe forhold hos denne.
Værdien af denne udtalelse må derfor blandt andet ligge i, at MKI for første gang udtrykker, at man kan prioritere sine leverandører og sine indsatser ud fra en grundig og dokumenteret risikovurdering af leverandørerne. MKI udtaler sig ikke om hvilke metoder, der er at foretrække, men de skal kunne dokumenteres, og at man med fordel kan forholde sig til eller bruge inspektioner, der udføres af branche- eller andre fælles organisationer.
Afgørelsen må også forventes at få betydning for tilsvarende sager i andre lande, i det den antages at være den første af sin slags, ligesom den vil være et pejlemærke for virksomheders fremadrettede arbejde med menneskerettigheder og due diligence processer.