Corporate Social Responsibility i Afrika
Advokat Thomas Trier Hansen var inviteret til International Bar Associations (IBA) årsmøde i Dublin i starten af oktober 2012 for at holde oplæg under sessionen ”CSR in Africa – effective tool or convenient escape.” Sessionen var en fælles session mellem IBA African Regional Forum og IBA Corporate Social Responsibility Committee. Hovedtaleren var guvernøren for staten Lagos i Nigeria, Babatunde Raji Fashola. Thomas Trier Hansens oplæg fokuserede på europæiske virksomheders tilgang til CSR i deres virke i Afrika samt de nyeste tendenser og praksis inden for EU. Oplæggene blev efterfulgt af spørgsmål, hvor de flere end 150 advokater, jurister og dommere fra hovedsagligt Afrika også havde mulighed for at give udtryk for deres udfordringer i forhold til internationale virksomheder. En af konklusionerne på den efterfølgende debat, må være, at virksomheder skal fokusere mere på at respektere nationale og internationale regler, undlade at medvirke til korruption, betale deres skatter, og at CSR ikke er at bruge ressourcer på godgørende formål, ligesom advokater har en særlig forpligtelse til at undlade at rådgive klienter om, hvorledes huller i nationale regler kan udnyttes eller omgås. Den 2½ time lange session gav således Nordic Law Group en unik platform for at etablere netværk med advokater i Afrika og internationalt i øvrigt.