Udbud og menneskerettigheder
Et nyt initiativ, the International Learning Lab on Public Procurement and Human Rights, så dagens lys i 2015 (http://www.hrprocurementlab.org). Initiativets første rapport er netop blevet publiceret. Rapporten Public Procurement and Human Rights: A Survey of Twenty Jurisdictions, gennemgår, hvordan menneskerettigheder integreres i udbudsprocesser og de dertilhørende kontrakter, ligesom der også er henvisninger til sager fra de forskellige jurisdiktioner.
Rapporten giver et godt overordnet indblik i nogle af de væsentligste problemstillinger. Man kunne dog ønske sig en lidt mere struktureret gennemgang med inspiration i de mest almindelige udbudsprocedurer og faser for dermed at beskrive hvilke muligheder, der findes inden for disse til at italesætte respekt for menneskerettigheder. Rapporten kunne også tydeligere beskrive, hvorvidt og hvordan man i de forskellige jurisdiktioner integrerer menneskerettighedsspørgsmål i de forskellige niveauer af krav (udelukkelsesgrunde; udvælgelseskriterier og tildelingskriterier eller krav til produktet, ydelse mv.). Men rapporten indeholder en fin introduktion til de forskellige jurisdiktioners holdning til at stille krav i selve kontrakten. Det er i den sammenhæng interessant, at EU-domstolen november sidste år i sagen C-115/14, RegioPost slog fast, at arbejdsklausuler ikke vil være strid med EU-retten. Rapporten omtaler ikke denne afgørelse, selv om den af mange anses for at være væsentlig.
Rapporten undersøger også muligheden for at monitorere efterlevelsen af menneskerettighedsklausuler, men konstatere, at dette sjældent synes at være tilfældet. Det bør nok give stof til eftertanke og grundlag for yderligere undersøgelser. I Danmark er der en stigende tendens til at indføre arbejdsklausuler i offentlige kontrakter og deres efterlevelse monitoreres også i højere grad. Sådanne klausuler ses også i andre lande inden for EU. Endvidere skal man nok ikke helt afvise, at mange sager om misligholdelse af en kontraktklausul aldrig når domstolene, fordi parterne indgår et forlig. Monitorering af arbejdsklausuler må nok stadig anses for at være væsentligt enklere end i tilfældet med menneskerettighedsklausuler, men ikke umulig, navnlig hvis man fokuserer på virksomhedens evne til at håndtere menneskerettighedspåvirkninger i forhold til kontrakten.
Rapporten bemærker endvidere også, at der er en udpræget mangel på retsmidler for personer, der bliver udsat for menneskerettighedsovertrædelser begået af virksomheder. Rapporten angiver at:
“At the same time, victims usually lack formal standing to challenge such abuses via regular judicial or State-based non-judicial mechanisms, given that their immediate perpetrators are corporations which, as non-State actors, are generally not liable for breaches of human rights before domestic courts or international tribunals, and which often lie beyond the mandate of State-based mechanisms such as ombudsmen and national human rights institutions. This entails the existence of a significant gap in government accountability for human rights abuses connected to public procurement and contracted-out public services, and contradicts the right to an effective remedy recognised in the third pillar of the UNGPs”
Denne konklusion kan godt diskuteres. De fleste menneskerettighedsstandarder er jo omsat til national lovgivning, som man kan påberåbe sig for nationale myndigheder, domstole, nævn mv. I flere lande er internationale konventioner i øvrigt direkte anvendelige. Endvidere har mange nationale menneskerettighedsinstitutioner også mandat til at behandle sager om private virksomheder påståede krænkelser af menneskerettigheder, og de nationale OECD kontaktpunkter kan også behandle sager om virksomheders manglende evne til at håndtere menneskerettigheder. I andre tilfælde kan den offentlige myndighed/udbyder have etableret en whistleblower-ordning, som eksempelvis Femern A/S.
Uanset disse observationer, er rapporten et væsentligt bidrag, ligesom initiativet bliver interessant at følge i fremtiden.